Fuengirola var i sin tid en lille fiskerby, men er nu udbygget
til en stor og rummelig ferieby. Den ca. 7 km lange strandpromenade tager sit udspring
i Fuengirolas bydel Los Boliches. Hotellerne ligger tæt og alle med udsigt til
den flotte strand. Langs promenaden finder man et væld af restauranter, cafeer
og små strandbutikker. Følger man promenaden, kommer man til byens marina
Puerto Deportivo, hvor man kan se en masse flotte både, besøge en af
de hyggelige restauranter eller booke sig på en bådtur. Går man
videre af promenaden, ender man ved den smukke arabiske borg-ruin Sohail. Få
lidt gratis motion og tag turen op til toppen af ruinen, hvor der er en fantastisk
flot udsigt.
Bevæger man sig væk fra promenaden, kommer
man til de hyggelige gader med små butikker, bagerier, bodegaer, torve og hyggelige
restauranter. Fuengirola har masser af grønne områder og hyggelige parker.
Spanierne fylder godt i bybilledet og det giver Fuengirola en oprigtig spansk charme.
Bevæger man sig længere ind i byen, finder man byens hovedgade med større
kendte butikker. Centrum har en hyggelig zoologisk have.
Vi kan anbefale
en tur til bjergbyen Mijas. Mijas har smukke hvidkalkede huse, snævre gader,
hyggelige butikker og skøn udsigt over kysten. Byen er særlig kendt for
sine mange æsler. Tirsdag er markedsdag i Fuengirola. Markedet her er kystens
største og helt sikkert et besøg værd. Vil man gerne danne sig
et indtryk af byen, så kan man tage på rundtur i hestevogn eller tage
en rundtur i det lille tog der kører fra strandpromenaden.
Har
man en regnvejrsdag eller 2 under opholdet, så ligger der et stort shoppingcenter
i byen. Her er der over 100 butikker, restauranter, biograf og et kæmpe supermarked.
Ønsker man at komme lidt omkring langs kysten eller en tur til Malaga, så
afgår toget fra centrum af Fuengirola samt bydelen Los Boliches.