Los Gigantes området med Puerto Santiago og Playa la Arena
er blevet utroligt populært hos vores kunder.
Området er for
dem der ønsker en rejse til Tenerife, hvor de kan nyde den kanariske varme
og hvor man stadig har bevaret den spanske charme. Områdets største attraktion
er uden tvivl den fred og ro der hersker samt den barske natur.
Los Gigantes
er beliggende på den vestlige del af Tenerife og er ca. 45 min. kørsel
fra Playa de las Americas. Ud mod havet rejser de næsten 600 meter høje
klipper sig over havet og herfra navnet Los Gigantes som betyder "kæmperne"
Los Gigantes er dramatisk, rå natur, frodige bjerge og charmerende byliv. Den
rå og barske natur omkring Los Gigantes skaber en oprigtighed man ikke finder
i nogle af de andre sydlige feriebyer på Tenerife. Området omkring Los
Gigantes er meget eftertragtet af naturelskere og oplagt til vandring, med blandt
andet masser af skønne udsigtspunkter. Imens man nyder det smukke syn kan man
være heldig, at spotte en pilothval eller en flok delfiner. Grundet byens vestlige
placering, kan man her, opleve nogle af de mest fantastiske solnedgange.
Det oprindelige Los Gigantes er kendt for sin charme omkring torvet, lystbådehavnen
og de mange stræder som findes i den oprindelige del af Los Gigantes. Her er
masser af skønne restauranter, hvor de fleste har masser af fisk på menukortet.
Lidt syd for Los Gigantes klipper, finder man byen Puerto Santiago. Puerto Santiago
er beliggende på klipper hævet over havet, med skøn udsigt til
La Gomera. Byen har et lille hyggeligt torv, lidt restauranter og små butikker.
Strandområdet hedder Playa de la Arena og er en af de kendte sorte lavastrande.
Stranden er også kendt som en af Tenerifes bedste strande, da vandet her er
særligt klart. Man skal dog være opmærksom på, at vandet kan
være voldsomt.
De fleste der rejser til Tenerife, rejser efter vejret.
Mange vil måske blive overrasket over, at Los Gigantes statistisk set er det
mest solsikre rejsemål på Tenerife.