Hotel Tre Ceri
     
Lille charmerende Hotel beliggende i en af Gubbios hyggelige gader. Hotellet består af 2 bygninger, som begge er opført i 1300-tallet. Hotellet ligger midt i centrum med gåafstand til byens kulturskatte. Gubbio byder på en hyggelige atmosfærde. Her er ikke mange turister, så det er hovedsagligt Italienerne man ser i bybilledet. Byen består af snoede gader og stræder med mange trapper og stejle stykker.

Værelser: Hotellets værelser er enkle og sparsomt indrettet. Der er brugt naturmaterialer, for at bibeholde den gamle stil. Alle værelserne har en lille hylde, som kan bruges til skrivebord, stol, skabsplads, tv, telefon, lille badeværelse med brusebad og hårtører. 

Faciliteter: Hotellet har en lille hyggelig restaurant. Der er reception samt opholdrum med sofaer samt tv. Derudover er der trådløst internet, så dem der medbringer egen computer har mulighed for at komme på internettet på værelset. Vi gør dog opmærksom på, at internettet kan være ret ustabilt.
Dag til Dag Program

Dag 1: Ankomst
Der flyves til Rom, hvorfra I bliver hentet med bus og kørt direkte til Umbrien, Italiens grønne region, hvor vi ankommer til den meget charmerende middelalderby Gubbio, som ligger ca. 200 km nordøst for Rom.
I indlogeres på hotellet, hvor I skal bo de næste 7 dage. Gubbio er en af de ældste byer i Umbrien og den havde sin seneste blomstringstid fra det 13. til det 14. årh. som fri bystat. Det var også i denne periode at Gubbios vigtigste og mest imponerende bygningsværker blev til. I dag er byen et strålende eksempel på en ægte middelalderby. Hotellet ligger centralt og roligt inden for byens mure og det har også sin historie tilbage fra det 13. århundrede. Vi spiser middag denne vores første aften på hotellet.

Dag 2: Middelalderbyen Gubbio
Denne dag skal vi på opdagelse i Gubbio, som har rigtig mange gamle historiske bygninger. Dog skal vi allerførst opleve byens ugentlige marked, der starter om morgen kl. 7. Vi skal derefter gå rundt i byen og bl.a. se den store San Francesco kirke på byens centrale plads. Vi skal også lige udenfor bymuren, hvor vi skal se det romerske teater fra det første århundrede f. Kr. Dette kunne rumme 7.000 tilskuere. Hvert år i juli og august opføres der i teaterstykker her. Vi går herfra igen igennem bymuren og skal gå omkring i den gamle middelalderby. Her ser vi bl.a. se Palazzo dei Consoli (konsulernes palads), som ligger på den betagende smukke plads, Piazza della Signora, der ligger som en kæmpestor åben balkon med frit udsyn over hele dalen. I paladset findes bl.a. de 7 gamle bronze skrifttavler fra eugubinerne – et folk der levede her samtidigt med etruskerne fra omkring 6-700 år f. Kr. Her findes også en malerisamling med bl.a. billeder af Frans af Assisi, der i følge historien tæmmer den vilde ulv, der hærgede byen i 1200-tallet. Vi spiser denne dag en umbrisk frokost sammen på en af byens mange hyggelige restauranter. Bagefter ser vi bl.a. domkirken, hertugpaladset og flere andre bygningsværker, hvoraf de fleste stammer tilbage fra 12-1300tallet. Middag på egen hånd i byen.

Dag 3: Grottebesøg og Monte Cucco
I dag går turen til Grotterne i Frassasi, der er nogle af de mest fantastiske grotter i Europa. De blev fundet i 1971, og er derfor meget velbevarede. Vi bevæger os rundt herinde næsten som i en eventyrverden mellem enorme stalaktitter og stalagmitter.
Efter denne meget store naturoplevelse kører vi op i højderne til Monte Cucco 1566 m.o.h., hvor vi skal opleve Appeninerbjergene med deres helt fantastiske, storslåede natur. Det er denne bjergkæde, der strækker sig hele vejen ned gennem Italien fra Toscana i nord til Apulien i syd. Her spiser vi en typisk umbrisk pranzo (stor frokost) på den hyggelige og rigtig gode restaurant ”Dal Lepre” (”hos haren”), der har en storslået udsigt – som at stå på ”verdens tag”. Der kan blive tid til lidt bjergvandring, for de der ønsker dette. Vi vender tilbage sidst på eftermiddagen til Gubbio. Gubbio byder på gode muligheder for shopping, eller man kan blot sidde og nyde folkelivet fra en cafe. Middag på egen hånd.

Dag 4: Den hellige by Assisi
Heldagstur til Assisi med besøg i kirker og klostre samt besøg i byen Santa Maria degli Angeli med den smukke kirke, der ligger på sletten nedenfor Assisi. Arkitektonisk er Assisi et imponerende samspil mellem oldtidsarkitektur, middelalder og renæssance, og bygningerne falder naturligt sammen med de solrige skråninger og den frugtbare dal. Om formiddagen besøger vi den enorme San Francesco dobbelte basilika med Giottos og Cimabues mesterværker og krypten med Frans af Assisis grav. Vi vil her blive vist rundt af den danske fransiskanerbroder Theodor. Vi skal også se det gamle romerske Minervatempel som i dag er en af byens kirker. Vi spiser frokost her på byens flotte torv og efter denne går vi til Santa Clara kirken, hvor det hellige kors, der talte til Frans i dag befinder sig samt Santa Claras grav. Herfra går vi til Damiano klosteret, hvor korset oprindeligt hang på Frans’ tid. Til slut kører bussen os til kirken Santa Maria degli Angeli – den store barokkirke, der er bygget op om det smukke lille kapel Porziuncola, hvor Frans og Clara kom, og som stadig står midt inde i kirken. Herfra kører vi tilbage til Gubbio. Middag på restaurant i byen.

Dag 5: Tilbuds- eller fridag
Vi tager en afslappende dag i Gubbio. De, der har lyst, kan evt. tage med til Signor Magnanellis keramikværksted i Gubbio. Han er bl.a. mester i at lave det traditionelle gubbianske keramik, der er lavet i byen gennem århundreder. Det er også ham, der laver de store kander der smides ud i folkemængden i forbindelse med den store helgenfest ”Corso Tre Ceri” den 15. maj i Gubbio. Men han laver også sine egne smukke keramikprodukter i skønne farver og med inspiration fra området. Hans værksted ligger en lille smule uden for centrum, så vi tager en lokalbus derud. Der er et udsalg i forbindelse med værkstedet, så man kan sagtens købe souvenir med herfra. Resten af dagen kan bruges til shopping eller for de der stadig har kræfter og lyst kan man tage med på en tur op ovenfor byen på bjerget Monte Ingino med en lille svævebane og se San Ubaldo klosteret (San Ubaldo er byens skytshelgen). Heroppe i kirken findes de tre Ceri, som bruges ved den årlige store Ceri fest. Der er en rigtig flot udsigt heroppe (906 m.o.h.) over hele byen og dalen.
Om aften skal vi på en bustur til Villa Pascolo, et agriturismo i nærheden, hvor vi skal spise middag - noget af det bedste mad i Umbrien. Virkelig en ægte umbrisk madoplevelse!


Dag 6: Spoleto, Montefalco, Bevagna og vinsmagning
Efter morgenmad tager vi af sted til nogle af områdets andre spændende middelalderbyer, der alle har hvert sit særpræg. Først skal vi til Spoleto, der med den store borg, som troner over byen og den flot konstruerede akvædukt samt Katedralen, bestemt er et besøg værd. Det er en smuk gammel by med romerske monumenter og en helt speciel atmosfære. Derefter kører vi til Montefalco distriktet, der i Italien såvel som i Danmark er kendt for sin rigtig gode vin (Montefalco Rosso og Montefalco Sagrantino). Vi spiser frokost for egen regning i den nærliggende by Bevagna, der både er en vinens by, men også en meget spændende middelalder¬by med byporte og mange gamle bygningsværker. Her er findes også gamle smukke romerske mosaikgulve. Bevagna har hvert år sidst i juni en hel uges spændende middelalderfestival, hvor hele byen er omdannet til en levende middelalderby. Eftermiddagen byder også på vinsmagning på en Cantina i området.Til slut går det hejmad mod Gubbio. Middag på restaurant i byen.

Dag 7: Umbriens ”hovedstad” Perugia,
Umbriens ”hovedstad” Perugia, der er højt beliggende med den smukkeste udsigt til alle sider, er dagens mål. Det er en charmerende middelalderby med krogede gader og trapper indenfor bymuren. Byen daterer sig helt tilbage til etruskernes tid, og bærer synlig præg heraf samt fra romerske tid.
Vi tager med byens nyeste transportmiddel ”Mini-metroen” - en slags “tidsrejse” op til byens gamle centrum. Her ankommer vi og går til Rocca Paolina, hvor dele af middelalderbyen ligger under jorden og herfra kommer vi op på Piazza d’Italia. Vi går henad det charmerende hovedstrøg Corso Vanuzzi og kommer frem til »Palazzo dei Priori«, med bl.a. Umbriens national museum, byens gamle rådhus og notarernes sal. Foran Palazzo dei Priori ligger byens vigtigste plads, Piazza IV Novembre. Her finder vi også Domkirken og et af de smukkeste springvand Fontana Maggiore fra 1300-tallet, der fungerer den dag i dag. Vi får også mulighed for at se den etruskiske brønd, Pozzo Etrusco, fra 300 f.Kr.
Herfra går vi til og ad akvædukten til ”Universitetet for de fremmede” og den etruskiske port. Her¬ i nærheden spiser vi en god frokost. Vi går derfra op til byens ældste kirke fra 600-tallet. I byen får vi også chance for at købe noget af den gode chokolade, som byen er blevet så berømt for. I Perugia afholdes der hvert år i oktober choko¬lade festival i en hel uge. Perugia er også en af Italiens ældste univer¬sitets¬byer, og de to universiteter giver også i dag liv til byen. Vores store forfatter H.C. Andersen besøgte både i 1833 og 1840 Perugia under to af sine mange dannel¬ses¬rejser.
På vejen tilbage til Gubbio besøger vi i byens udkant den etruskiske necro¬polis¬udgravning, Ipogeo Volumni, med det lille museum. Her er vi tilbage i tiden omkring 300-200 f.kr. – altså før romerne kom til området. Tilbage i Gubbio er der tid til at lade dagens oplevelser sætte sig på nethinden. Middag på egen hånd i byen.

Dag 8: Afrejse
Vi skal tidligt op, da vi skal af sted fra hotellet kl. 7:30 med bus til lufthavnen, Fiumicino, hvorfra I skal flyve kl. 13:20.


Travelmarket Interactive
EmediateAd